Hver tredje barn er uden ulykkesforsikring
23. mar 2011Masser af børn er uden ulykkesforsikring. Forældre tror, at børnene allerede er dækket, mener branchen.
Forsikringsoplysningen og branchen vurderer, at mere end hver tredje barn i Danmark ikke er dækket af en ulykkesforsikring.
Forældrene tror simpelthen, at deres yndlinge allerede er forsikret, fortæller konsulent Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.
- De tror, at deres børn er tilstrækkeligt forsikret gennem familieforsikringen. Men den dækker kun indbo, og de skader, som børnene laver på andre, siger han.
I Forsikringsoplysningen oplever man ofte, at forældrene bliver negativt overrasket over, at deres børn ingen forsikring har.
- Børn kan jo ramme ind i ulykker, som giver dem mén for resten af livet, og så er det rart med et plaster på såret for familien, for uden en ulykkesforsikring er der nul kroner i erstatning, påpeger Riccardo Krogh Pescatori.
Hidtil har mange børn været dækket, når de var i skole eller daginstitution, af en kommunal ulykkesforsikring.
Men siden årsskiftet har en lang række kommuner meldt ud, at de fremover ikke ulykkesforsikrer børn, mens de opholder sig i kommunens institutioner.
Det gør de blandt andet med henvisning til en afgørelse fra Statsforvaltningen i Nordjylland, der har slået fast, at det ikke er en kommunens opgave at forsikre børnene.
Om det er decideret ulovligt med kollektive kommunale ulykkesforsikringer er Indenrigsministeriet i gang med undersøge, og her venter man en afgørelse inden for senest et halvt år.
Ritzau 23-03-11